VEDTÆGTER
for
Grundejerforeningen "Stokkebro"
med hjemsted i Unnerup, Gribskov kommune
(Stiftet 1. september 1949)

 

§ 1

Enhver ejer af de til Hesselhøj og Egernvej m.m.¹ hørende grunde skal være medlem af grundejerforeningen, jf. udstykningsplan af 1948 samt de til grundene udstedte skøder. Når et medlem afhænder sin grund, ophører vedkommendes medlemsskab i foreningen.

§ 2

Foreningens formål er at varetage medlemmernes fælles interesse med hensyn til deres ejendom.

Foreningens generalforsamling træffer, efter gældende regler, med fuld bindende virkning for enhver grundejer alle bestemmelser med hensyn til vedligeholdelse af de indenfor foreningens område værende veje samt påser, at de grundene pålagte servitutter overholdes.

§ 3

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed inden for vedtægternes rammer.

Alle afstemninger sker ved håndsoprækning, medmindre bestyrelsen eller et flertal af medlemmer forlanger skriftlig afstemning.

Medlemmer, der er i restance med kontingent, har ikke stemmeret til generalforsamlingen. Hvert medlem har 2 stemmer (2 stemmer pr. grund).

Alle generalforsamlinger afholdes i Vejby-området. Stemmeafgivning kan kun ske af de på generalforsamlingen mødte medlemmer.

Over det på generalforsamlingen passerede tages et referat.

§ 4

Ordinær generalforsamlitig afholdes hvert år i juli/august måned. Den indkaldes af bestyrelsen med 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem. Indkaldelsen kan dog i stedet fremsendes med elektronisk post (e-mail) til de medlemmer, der ønsker dette.

Dagsordenen, der fastsættes af bestyrelsen, samt det reviderede regnskab og budgetforslag, skal meddeles hvert enkelt medlem samtidig med indkaldelsen. Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indgivet til bestyrelsen senest 6 dage før generalforsamlingen. Sager, der ikke er anført på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning. På hver generalforsamling aflægger formanden beretning om foreningens virksomhed. Regnskab og budgetforslag forelægges til generalforsamlingens godkendelse.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, jf. dog § 6 angående bevilling af midler.

§ 5

Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde som den ordinære, afholdes så ofte bestyrelsen finder det nødvendigt eller hvis mindst 25% af foreningens medlemmerne har indgivet en skriftlig motiveret begæring til bestyrelsen med angivelse af dagsorden for generalforsamlingen.

Når en sådan begæring er indgivet, skal generalforsamlingen afholdes inden en måned efter begæringens modtagelse. Hvis ikke mindst tre fjerdedele af de medlemmer, der har ønsket generalforsamlingen indkaldt, er til stede, kan dagsordenen nægtes behandlet.

§ 6

Til vedtagelse af beslutninger, der går ud på forandring af foreningens vedtægter eller bevilling af midler udover det administrative, kræves, at mindst to trediedele af foreningens medlemmer er repræsenteret, og at beslutningen vedtages af mindst to trediedele af de afgivne stemmer.

Er det fornødne antal medlemmer ikke til stede, men mindst to trediedele af de afgivne stemmer er for forslaget, fremsendes dette til urafstemning blandt medlemmerne. Forslaget er vedtaget, når to trediedele af de afgivne stemmer ved urafstemningen er for forslaget. Medlemmerne har pligt til at stemme ved urafstemningen. Urafstemningen foregår ved fremsendelse af forslaget samt stemmeseddel til medlemmerne. Medlemmerne tilbagesender stemmesedlen til kassereren senest 14 dage efter modtagelsen. Afstemningsresultatet kontrolleres af revisoren eller et af generalforsamlingen valgt stemmeudvalg.

Alle større arbejder udover nødvendige vejreparationer skal udbydes i licitation, i hvilken intet bestyrelsesmedlem må deltage.

§ 7

Bestyrelsen består af 5 medlemmer.

Generalforsamlingen vælger formand, kasserer, 3 bestyrelsesmedlemmer, 1 revisor, 2 bestyrelsessuppleanter og 1 revisorsuppleant.

Af bestyrelsen afgår formand samt bestyrelsesmedlemmerne nr. 1 og 3 de ulige årstal, og kasserer samt bestyrelsesmedlem nr. 2 de lige årstal. Revisor vælges ligeledes for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen vælger selv sin næstformand og sekretær. Et bestyrelsesmedlem, der uden lovlig grund udebliver fra 3 på hinanden følgende bestyrelsesmøder, må udgå af bestyrelsen, og en suppleant indtræder da i stedet.

Bestyrelsen er ulønnet, dog fritaget for kontingentbetaling, udgifter i forbindelse med afholdelse af bestyrelsesmøder honoreres af foreningen. Honorar til formand og kasserer til telefon m.m. fastsættes af generalforsamlingen ved almindeligt flertal.

§ 8

Bestyrelsen har ledelsen af foreningens virksomhed.

Der afholdes bestyrelsesmøde så ofte formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt. Over forhandlingerne tagerer sekretæren et referat. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede, og formanden eller næstformanden skal være den ene.

Foreningen forpligtes ved underskrift af formanden (eller i dennes forfald næstformanden) i forbindelse med to andre bestyrelsesmedlemmer.

§ 9

Kontingentet opkræves én gang årligt. Kontingentets størrelse bestemmes af generalforsamlingen ved alm. flertal. Kontingentet skal indgå senest en måned efter påkrav. Efter dette tidspunkt og efter fornyet påkrav pålægges et gebyr, hvis størrelse fastsættes af bestyrelsen, herefter vil kravet blive overgivet til inkasso.

Medlemmerne er pligtige til at meddele kassereren bopælsforandring.

§ 10

Foreningens regnskabsår er 1. juli til 30. juni.

Regnskabet, der skal føres med kassebog, skal af kassereren tilstilles revisoren senest 8 dage før udsendelsen af meddelelse om afholdelse af den ordinære generalforsamling.

Foreningens midler indsættes på en bankkonto i foreningens navn, hvortil kontingentindbetaling også skal ske.

På foreningens bankkonti kan kun hæves med formandens/næstformandens og kassererens underskrifter. Formand og kasserer kan dog tildeles et hæve- eller betalingskort, som de hver især kan bruge til afholdelse af foreningens udgifter. Den kontante kassebeholdning må ikke på noget tidspunkt overstige 5.000 kr.

 

Således énstemmigt vedtaget på generalforsamlingen den 2. august 2014 og ved den efterfølgende urafstemning.

 

 

Maj-Britt Haugaard Pedersen
Formand
    Svend Erik Baarsby
Kasserer
    Thøger Korsholm Jensen
Næstformand
Jette Hyldegård
Sekretær
    Hanne Hansen
Bestyrelsesmedlem

----------------------------------------

Note ¹:
m.m. omfatter følgende ejendomme:
Stokkebjergsvinget 20, 22, 31A, 31B, 33, 35 og 37
Stokkebrovej 22 og 28
Tværengen 1